Mille Bech er det helt store offensive omdrejningspunkt hos striwerne. Hun kom til Fyn fra B.93 i sommeren 2025 og startede denne sæson med at slaske en frisparksraket af sted til en 1-0-sejr over FC Nordsjælland. Siden har hun scoret yderligere to vigtige mål for sit hold i A-Liga. Her kan du lære mennesket og fodboldspilleren Mille Bech bedre at kende:
Har du en overtro eller en fast rutine, du altid laver på kampdage?
Siden ungdomsårene har jeg altid taget den venstre fodboldstøvle på først og den højre fodboldstøvle på til sidst.
Hvad er det bedste råd, du har fået - og hvem gav dig det?
Min tidligere træner, Ian Mejlhede, sagde til mig tilbage i U14- og U16-tiden, at jeg skulle spille mit eget spil, være udfordrende og målfarlig og tro på mig selv. Hvis mine driblinger måske ikke lykkedes første, anden eller tredje gang, skal de nok lykkes fjerde eller femte.
Hvis du skulle beskrive dig selv, som dine holdkammerater ville gøre det, hvad ville de så sige?
Som en teknisk spiller med meget viljestyrke. En, der hader at tabe og er et kæmpe konkurrencemenneske. Hvis det er uden for banen, så sjov og imødekommende.
Hvad er det bedste ved at være A-Liga-spilleren Mille Bech lige nu?
Der er mange ting, som er fede ved at være fodboldspilleren Mille Bech lige nu. Jeg udlever min drøm med min fodbold, jeg spiller i landets bedste fodboldrække for kvinder og er en af dem, som kan gøre en forskel på banen. Jeg elsker at spille fodbold, og hvis der opstår modgang, så klør jeg bare endnu mere på. Det er helt klart noget, jeg har lært af min far, som altid har været min mest kritiske og hårdeste træner og dommer helt fra ungdomsårene.
Det har været med til at give mig den mentalitet. Og så er det da også meget fedt, at jeg er kommet på måltavlen et par gange og kan hjælpe holdet på den måde.
Og hvad er så det sværeste?
Mine egne forventninger til mig selv er enormt høje, og jeg er virkelig selvkritisk. Hvis jeg ikke præsterer på det niveau, jeg ved, jeg kan, er jeg ikke rar at være i nærheden af efter en kamp.
Hvad er din absolutte drømmeklub?
Det er i den spanske liga. Jeg elsker deres måde at spille fodbold på med kombinationer og højt teknisk niveau. Nok FC Barcelona. Den spillestil kan jeg virkelig godt lide.
Få portrætterne af ligaens største stjerner og meget mere fedt indhold fra A-Liga og omegn direkte i din indbakke som en af de allerførste.
Skriv dig op til A-Ligas nyhedsbrev lige her.